– Så kan vi presse den mindste dråbe arbejdsevne ud af dig, så er alt godt…
NEJ!
Arbejdsmarkedet er langt fra altid en løsning og ej heller altid svaret mod isolation og ensomhed.
Det er Hannes historie et bevis for.
I september 2018 bistod jeg Hanne, da hendes sag skulle forelægges rehabiliteringsteamet i Jammerbugt kommune. Et enigt team indstillede til fleksjob – 6 timer om ugen med 40% effektivitet.
Hanne var glad og glædede sig til, at hun skulle starte i det job, som hun var tilbudt efter en god praktikperiode.
Men lykken varede kort.
Ro var en del af Hannes skånebehov. Dette betød, at hun sad for sig selv på sin arbejdsplads (en god arbejdsplads som ville hende det absolut bedste).
Men bare det at møde op på arbejdet og være en del af en arbejdsplads, krævede energi og mange ressourcer, som hun reelt ikke længere havde.
Hanne måtte øge dosis af smertestillende medicin for overhovedet at kunne møde op. Og efter kort tid måtte timerne også nedjusteres.
Hanne følte sig mere og mere isoleret – både på arbejdspladsen, som hun ikke magtede at være en del af – og i sit privatliv hvor hun heller ikke længere havde overskud til at se sine voksne børn.
For alt energi blev brugt på at møde op to gange om ugen i to timer…
I august 2019 blev Hanne sygemeldt fra sit arbejde, og hun har ikke været i stand til at møde op siden.
I dag indstillede det samme rehabiliteringsteam Hanne til førtidspension.
Hun ser nu frem til at kunne få lov at bruge hendes sparsomme energi og ressourcer på at få bare lidt socialt liv tilbage. Bare lidt.
For man kan faktisk godt være en del af fællesskabet på en førtidspension.
Tak til Jammerbugt kommunes rehabiliteringsteam, som SÅ Hanne og mødte hendes ønsker og behov til begge møder.
/Marianne Stein
