DE SYGE BLIVER GLEMT
Det er efterhånden længe siden, at jeg har sendt et Kærligt Indspark ud. Jeg har været nødt til at prioritere min tid benhårdt i månederne op til min bogudgivelse. Men her et pip fra mig.
I tirsdags oprandt den store dag, hvor min bog blev udgivet. Det var med mange sommerfugle i maven – og også med en vis sårbarhed. I fire år har jeg arbejdet på bogen – baseret på mine otte års erfaring med jobcentret. Dels mine egne næsten fire et halvt år som klient. Og dels tre et halvt år som privatpraktiserende socialrådgiver. Jeg tør godt indrømme, at det har krævet blod, sved og tårer – og ikke mindst mod.
Nu er bogen ude – og nu kan du og mange andre forhåbentlig få glæde af den ved at bruge de redskaber, jeg giver i bogen til at begå sig i jobcentret. Men hvad så – nu er alt vel godt. Nej, langt fra. Nok handler min bog om at redde sig selv – for ingen andre gør det, slet ikke systemet.
Men min bog er først og fremmest en kritik af det system, der er sat i verden for at hjælpe os, når vi falder – men som ikke gør det. For det kan jo aldrig være acceptabelt, at vi skal læse en bog på 300 sider, hyre en privat socialrådgiver eller en advokat for at komme gennem jobcentret som et helt menneske.
Det er altså ikke tale om et individuelt problem – men et samfundsmæssigt – politisk og strukturelt problem. Og intet bliver desværre ændret lige nu og her. Se blot på den nedsatte ydelseskommission, der skal bruge et år på at komme med anbefalinger til et nyt ydelsessystem – som tilmed skal være udgiftsneutralt. Det er jo på forhånd dømt til at blive endnu en fiasko.
Hvad værre er, så skal kommissionen arbejde på en løsning, hvor ”det kan betale sig at arbejde”. Men syge mennesker kan ikke arbejde, og det ser ud til, at man helt har glemt det faktum. Til trods for, at omkring 70 pct. af alle på kontanthjælp er syge, der ikke har mulighed for at stille sig til rådighed for det ordinære arbejdsmarked. Derfor er det også en katastrofe, at syge overhovedet kan være på kontanthjælp.
De syge fylder altså ikke ret meget hos vores politikere- eller i den øvrige befolknings bevidsthed. Derfor lagde jeg også sidste søndag et opslag op på Facebook – og på min blog – med overskriften “Det er tid til at tage bladet fra munden”. For det er det, vi skal. Nok er nok.
Syge bliver mere syge af at være inde i systemet. Det er en katastrofe.
Mit opslag blev set af langt over 100.000 personer, og det fik også mediernes interesse. Blandt andet skrev Nordjyske Medier i fredags, på baggrund af mit opslag, om fire sygemeldte, Steen, Camilla, Jesper og Rikke, der sidder håbløst fast i jobcentrets kløer i Jammerbugt Kommune. Du kan læse artiklen her.
Men det er ikke blot i Jammerbugt kommune, det finder sted. Det sker i rigtig mange kommuner. Og det har store menneskelige omkostninger – både hvad angår helbred, økonomi samt socialt. Det er enormt svært at få medierne til at interessere sig for de syge. Så når de gør det, er det vigtigt, at man vil stå frem.
Desværre oplever jeg, at mange ønsker at være anonyme og hverken vil have navn eller billede frem. Og nogle vil slet ikke have deres historie frem. Og det gør mig trist. For der er intet at skamme sig over. Ingen, der er syge, skal skamme sig over, at de er syge og havnet i en helt urimelig situation – fordi vores sikkerhedsnet svigtede.
Derimod er det vores politikere, der skal skamme sig.
Jeg selv endte med at gå til medierne i 2014. Det blev min vej ud af jobcentrets kløer. Og se hvor jeg er i dag. Jeg oplevede ikke, at nogen pegede fingre af mig eller udskammede mig – fordi jeg stillede mig op for mig selv og andre og fortalte om jobcentrets behandling. Tværtimod så fik jeg masser af respekt. Jeg håber, at du også vil få modet til at dele din historie.
Man skal selvfølgelig aldrig tale med medierne uden at gøre sig vigtige overvejelser – hvilket jeg også kommer ind på i min bog. Der kan være tidspunkter i ens liv, hvor man måske er bedst tjent med at lade være. Men jeg håber, at flere vil gå ud med deres historie, så vi kan få lagt et historisk pres på vores politikere – og sammen skabe en forandring, så syge mennesker kan få en ordentlig og værdig behandling.
Kærligst
Marianne Stein
BOG, SÅDAN ÉN ER JEG JO IKKE – NU I 2. OPLAG – LÆS MERE OG KØB DEN HER
