I DAG HYLDER JEG KÆRLIGHEDEN

For i dag er det 14 år siden, at jeg mødte min mand – en rigtig drengerøv, som var alt det modsatte af det jeg “ledte efter”  – og om en måned har vi været gift i otte år.

Men 14 år har vi været sammen på godt og ondt.
Vi har “overlevet” de trænge år på SU, alvorlig sygdom i familien, min sorg over at miste min mor, de fantastiske – men også hårde år som småbørnsforældre, karriereræs, arbejdsløshed, personskade og ikke mindst da sikkerhedsnettet bristede og gensidig forsørgerpligt og økonomisk krise blev en realitet. Og vi overlevede kampen mod kommunen.

Og størst af alt overlevede kærligheden.

Min mand har set de værste og grimmeste sider af mig, set mig presset, skrøbelig, hjælpeløs – og han står her ved min side endnu.

Men han har også set mig rejse mig, trampe hårdt i pedalerne og kæmpe mig tilbage og tage min plads igen – koste hvad det ville. Og han står her ved min side endnu.

For det var min mand som iførte mig den “Gule Førertrøje” – det var ham som heppede på mig hele vejen til målstregen.
Undervejs måtte han samle mig op, når jeg smuttede i det skarpe sving, eller når jeg styrtede ved mødet med de mange bump på vejen. Men der var ingen “kære mor”, derimod stod han klar med en hjælpende hånd og de bestemte ord “rejs dig op – du kan godt – for jeg tror på dig”!

Det var min mand som fik mig tilbage i sadlen, og jeg “turde” ikke andet end at trampe i pedalerne – også når det var ekstremt op ad bakke.
Min mand heppede på mig hele vejen.

Jeg kom i mål – fik bevilliget fleksjob og førertrøjen var gennemblødt. I halvanden måned lå jeg i fosterstilling af ren udmattelse.

I dag er vi på den anden side. Og i dag står min mand stadig ved min side.

Han synes jeg er den sejeste – jeg synes vi er de sejeste sammen!
For han er min helt, min klippe, min bedste hepper, og uden ham kunne jeg ikke lave det, som jeg gør i dag.
Og uden hinanden kunne vi ikke have skabt den lille stærke familie, vi har.

Jeg er heldig og taknemmelig for den store kærlighed i mit liv – Sammen er vi stærke.

 

Marianne Stein

JEG HAR TAGET OMVEJEN – FOR AT VISE DIG GENVEJEN

 

Hvis du ønsker at iføre dig den gule førertrøje, kan du tilmelde dig mit Kærlige Indspark her

 

Feminin Power

Mangler du en til at heppe og samle DIG op og iføre DIG den gule førertrøje?

Det betyder ALT, at have en ved sin side når man sidder fast i systemet. Det ved jeg om nogen.

Derfor har jeg oprettet en klub for kvinder med en jobcentersag – eller kvinder som er pårørende til en med en jobcentersag. Det er hjælp til selvhjælp, og det er kun DIG selv, som kan træde i pedalerne. Til gengæld er vi nu 200 “Førertrøjer” til at heppe på dig.

Du kan anmode om medlemskab her

 

Jeg har taget omvejen – for at vise dig genvejen, så har du brug for en professionel bisidder til at bistå dig i din sag, så kan du kontakte mig her

 

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

#Mariannestein

Relaterede indlæg

NÅR LÆGER FRARÅDER PRAKTIK, OG KØBENHAVNS JOBCENTER ER LIGEGLAD – MÅ MAN TA´ SAGEN I EGEN HÅND

Med en gennemarbejdet funktionsevnebeskrivelse, skarpe lægeattester og en fagkoordinators opbakning kunne rehabiliteringsteamet ikke komme udenom at indstille til en førtidspension, søgt på det foreliggende grundlag – UDEN praktik og Klinisk Funktion. Sundhedskoordinator kritiserer i øvrigt Københavns jobcenter for ikke selv at have rejst sagen.     Kristian bliver sygemeldt fra sit fleksjob på 18 timer

Læs mere »

Deltag i debatten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top