Så er jeg tilbage efter intet mindre end tre uger, hvor jeg har været syg med en særdeles hårdfør forkølelse og hoste. (Jeg var da lige ved at tro, at det aldrig ville stoppe igen…)
Og jeg har mildest talt ligget vandret lige så længe – ikke på grund af forkølelsen men pga. travlhed.
Altså virkelig travlhed.
Så jeg har måtte hoste mig igennem mange samtaler (online, ingen smittet).
Tak til mine kære klienter for jeres forståelse og overbærenhed.
Nu er jeg nogenlunde frisk igen og denne mandag morgen og uge blev indledt med en indstilling til en førtidspension.
Efterfølgende modtog jeg svar fra beskæftigelsesministeren i anledningen af mit åbne brev om min bekymring for at frisætte kommunerne – på baggrund af erfaringerne fra blandt andet frikommunen, Jammerbugt jobcenter. (Se mit indlæg, Vagt i gevær)
Beskæftigelsesministeren takker mig for mit vedholdende engagement for borgere klemt i systemet.
Det ligger hende meget på sinde at skabe et nyt beskæftigelsessystem, hvor borgerne i højere grad mødes med tillid og værdighed.
Ministeren er derfor også glad for, at hun for nylig har indledt de politiske forhandlinger om en ny beskæftigelsesreform, hvor værdighed og afbureaukratisering er to centrale grundpiller.
Umiddelbart lyder det jo godt, men jeg må være helt ærlig og sige, at jeg virkelig er bekymret for, hvad det ender med.
Hvad vil definitionen fx være på “værdighed” i beskæftigelsessystemet? Hvem definerer?
Hvad vil det sige at blive mødt med tillid i det system?
Og hvad kommer afbureaukratiseringen og frisættelse af kommunerne til at betyde for borgerne? Særligt de sårbare og sygdomsramte.
Bliver det en sagsbehandling efter laveste fællesnævner (eller rettere efter kommunernes dårlige økonomi)?
Med de efterhånden 13 års erfaring, jeg har på beskæftigelsesområdet, håbede jeg på at kunne sige, at det vel kun kan blive bedre… men jeg ved snart ikke længere…
Det var blot lidt (pessimistiske)tanker her en sen aften –ovenpå en ellers så smuk forårsdag.
/Marianne Stein
