Det er en sag fra Favrskov kommune endnu et glimrende eksempel på.
I foråret blev jeg kontaktet af Gitte, fordi hun havde set i øjnene, at hun havde brug for hjælp.
Gitte er tidligere ramt af brystkræft, nu invalideret af senfølger med blandt andet nerveskader og balanceproblemer. Hun har fået flere operationer efter livstruende tarmslyng, og har kroniske smerter døgnet rundt og begyndende knogleskørhed samt PTSD og en belastningsreaktion.
Hun havde i øvrigt også brækket en knogle i foden. For anden gang. Alene pga. at have gået ude på græsplænen. Så nu sad hun i kørestol. Igen.
Der har desuden været manglende hensynstagen til problemer med fysisk fremmøde, trods diagnoser stillet af psykiater og psykologs der forklarede handicappet.
Og nu kunne hun ikke mere.
Det forstår jeg godt, for der var tale om et jobcenterforløb på over fem år, der var kørt helt af sporet.
Man havde i jobcentret tydeligvis mistet overblikket, hvor sagen – og sagsakterne – bar præg af mange sagsbehandlerskift.
Fx stod der, at praktikken, der havde pågået siden 2020, skulle stoppe maj 2024.
Men Gitte havde ikke været i praktik siden november ‘23 pga. helbredsforværringer.
Det havde den nye sagsbehandler bare ikke helt styr på.
Sideløbende med praktikforløbet havde man ydermere kørt et “beskæftigelsesrettede forløb” – som om at praktikken ikke var tilstrækkeligt udfordrende i sig selv.
Der var heller ikke styr på, at nr. 2 jobafklaringsforløb var udløbet i november ‘23.
Man havde i øvrigt også glemt at forelægge sagen for en sundhedskoordinator efter 3,5 år – i stedet skete det først efter 4 år.
Og sådan bar sagen præg af fejl på fejl på fejl.
Det var tydeligvis også en fejl, at sagen rent faktisk var på vej mod rehabiliteringsteamet – med henblik på et fleksjob.
Til det job, hun ikke havde kunne varetage siden november 2023, og hvor praktikværten havde afskrevet Gitte, fordi hun simpelthen var for dårlig.
Men jobcentret havde bare glemt at følge op – og tale med Gitte selv.
Desuden havde man heller ikke fået styr på den afsluttende praktikbeskrivelse – altså efter næsten fire års praktik!
Da den endelig blev udarbejdet af virksomhedskonsulent nr. xx var dennes vurdering, at det havde været for kort tid til at vurdere Gittes arbejdsevne.
Gitte måtte hertil spørge retorisk om fire års praktik virkelig var for kort tid?
Jobcentrets planer om fleksjob var på ingen måde realistisk. Der var derfor brug for at hive i nødbremsen.
Jeg anbefalede Gitte, at hun beskrev sin tilstand, funktionsniveau og hverdag i en såkaldt funktionsevnebeskrivelse.
Det gjorde hun, men kun i kraft af at hendes mand tog fri fra sit arbejde i flere uger og sørgede for alt omkring hende og deres fælles barn. Gitte selv var ikke stand til at lave andet.
Da funktionsevnebeskrivelsen var klar, blev den sendt til jobcentret, og vi fik et møde med sagsbehandler og en fagkoordinator.
Her kritiserede jeg det manglende overblik, og selve sagsbehandlingen med både praktikforløb og beskæftigelsesrettede forløb oveni hinanden.
Kort og godt betragtede jeg det som et overgreb og en direkte helbredsforværrende faktor.
Gitte, der er uddannet sygeplejerske, måtte derfor også skuffende konstatere, at ingen fagpersoner har taget omsorg for hendes helbred under jobcenterforløbet på over fem et halvt år.
Vi skulle heldigvis ikke diskutere, hvilken vej sagen skulle. Det var åbenlyst en førtidspension – dog uden at behandlet den åbenlyst udenom rehabiliteringsteamet.
Efter mødet i maj blev sagen nu samlet på ny. Der blev anmodet om nyt supplerende fra den praktiserende læge, og herefter måtte vi blot væbne os på tålmodighed.
Der var nemlig først tid på rehabiliteringsteamsmødet den 1/10-24.
Her blev Gitte indstillet til en førtidspension, og afgørelsen modtog hun ugen efter – så var der trods alt alligevel noget, Favrskov jobcenter var hurtige til.
Men ærligt talt tør jeg ikke tænke på, hvor Gitte havde været, hvis ikke hun havde fået professionel hjælp til sin sag.
Nu endte det desværre med en nødvendig førtidspension, men havde hun fået hjælp og afklaring langt tidligere, havde hun måske kunne klare det fleksjob, som hun så højt havde ønsket sig.
Hvornår forstår politikerne, at sygdomsramte ikke hører hjemme i jobcentrene?
/ Marianne Stein
