Det er i dag fem år siden, at jeg blev udsat for en påkørsel fra en bagfrakommende bilist.
En umiddelbar harmløs påkørsel uden de store materielle skader – men til gengæld en skade på min nakke, som har betydet, at meget har ændret sig i mit liv fra den dag.
En fem års rejse begyndte.
En rejse jeg i dag ikke ville have undværet.
For min rejse er årsagen til, at jeg er her i mit liv i dag, hvor jeg gerne vil være.
Op til den 13. september 2012 løb jeg i overhalingsbanen med 300 km i timen. Utilstrækkeligheden var min evige følgesvend – både som mor, ægtefælle, socialrådgiver, kvinde og som menneske.
Den 13. september 2012 og lang tid derefter blev jeg kun yderligere bekræftet i min utilstrækkelighed – og svaghed.
Et piskesmæld var i min verden kun et tegn på svaghed.
Men jeg tog fejl.
Mit piskesmæld har vist mig vejen til min sårbarhed – en sårbarhed som netop også indeholder meget styrke.
Jeg er ikke kun svag eller kun stærk – jeg er begge dele – jeg er både/og.
For to et halvt år siden fik jeg min fleksjobbevilling – for nogen er det “svagt”. For det er svagt ikke at kunne bidrage på lige fod som alle andre.
For mig lå der en enorm stor styrke i den fleksjobbevilling. Jeg havde vundet en kamp mod et tungt system og stod stadig oprejst. Jeg var klar til at komme stærkt tilbage…
Men jeg begik den fejl, at jeg ville gå ad samme vej, jeg var kommet fra… det skal man ikke!
Det sled på mig og gjorde mig syg.
Først da jeg forstod, at jeg skulle ændre retning og gå nye veje – nye veje hvor jeg mærkede usikkerhed og angst, men enddog veje som også vækkede mit mod… har jeg kun fået mere lys, power, integritet.
Jeg har lært at vedstå og favne min sårbarhed og vende den til min styrke.
Min sårbarhed passer på mig, og har vist mig vejen, til at jeg kan stå her i dag og sige at jeg er et rigtig dejligt sted i mit liv.
Jeg elsker at være mig og jeg har ikke længere travlt med at gå rundt i alle andres “haver” for at se om deres græs er grønnere end mit.
Hvis jeg bare husker at “vande og gøde” mit eget, så er mit græs nemlig lige så fint og grønt.
Måske lyder jeg frelst – det er jeg ikke.
Jeg har stadig dage hvor jeg oplever den store tunge sky overskygge solen, dage hvor jeg ikke kan bidrage særlig meget, dage hvor jeg bare ikke er den udgave af mig selv – som jeg helst vil være. Men jeg er i ro med det, for jeg ved, at det går over.
Solen kommer ALTID til at skinne igen.
Jeg elsker mit liv, langt væk fra overhalingsbanen, som privat socialrådgiver hvor jeg om nogen går mine egne veje.
Kærligst
Marianne
Er du det sted i DIT liv – hvor DU gerne vil være?
Du kan læse om mere om hvordan du kan få mere LYS, POWER og INTEGRITET ind i dit liv her