KOLDING JOBCENTER: ”VI RØRER IKKE VED SYGE MENNESKER” – OG DERFOR RASKMELDES DE!

Jeg har efterhånden set meget sjusk og grove sagsbehandlingsfejl i mine syv år som privatpraktiserende socialrådgiver, men Kolding kommune overgår alt, hvad jeg har set til dato.

Jeg er rystet. Jeg er vred. Jeg er rasende.

En alvorlig syg kvinde G, med adskillige invaliderende kroniske lidelser og diagnoser har været tilknyttet jobcentret siden 2007 – altså 17 år!

I juni 2023 bliver sagen forlagt rehabiliteringsteamet, da hendes treårige ressourceforløb ophører – hun raskmeldes til den almindelige beskæftigelsesindsats på kontanthjælp som jobparat.

Ja, man tror det er løgn.

Og værre er, at beslutningen allerede blev vedtaget en måned forinden til et møde med fem myndighedspersoner – bl.a. en afdelingsleder og fagkoordinator, pga. beskyldning om tyveri i en praktik.

Et “tyveri” uden en anmeldelse og dom – fordi handlingen aldrig fandt sted.

Og Kolding Kommunen praktiserer åbenbart ikke efter devisen om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

For i aktindsigten er det noteret med overskriften “stjålet i praktik”. Episoden bunder mest af alt på misforståelser og en praktikvært, der muligvis slet ikke ønskede G i praktikken.

Til mødet, uden vejledning om bisidder, bliver G udsat for voksenskældud og oplyst om, at hun ved det kommende møde med rehabiliteringsteamet, vil blive raskmeldt til kontanthjælp.

Og sådan blev det.

Dette selvom læger igennem 16 år har beskrevet G’s helbred som værende meget dårligt, hvor den ene diagnose er kommet til efter den anden;

hvor det lægeligt er dokumenteret i utallige lægeattester, at behandlingsmulighederne udtømte, lidelsen kronisk og stationær og funktionsevnen vurderes varigt og væsentligt nedsat;

og mindst syv mislykkede praktikforløb pga. helbredsproblemer og manglende skånehensyn. Hertil andre praktikforløb der dog hverken er dokumenteret eller beskrevet i sagsakterne.

Teamets begrundelse: G har ikke længere komplekse problemer udover ledighed. Desuden har hun deltaget i et kursus på 8 uger, hvor hun har haft 100 % fremmøde otte timer om ugen (men adskillige gange er blevet fulgt hjem af personalet pga. smerter). Teamet konkluderer, at G, godt kan arbejde, hvis bare arbejdspladsens personale er venligt!

Hvad de glemte at nævne, var, at hun blev presset til at møde op, for hvis ikke hun gjorde det, kunne hun slet ikke blive afklaret. Så skidt pyt med det smertehelvede, hun måtte leve under, når hun kom hjem til familien.

Dertil krydrer de uartighederne med at partshøre hende – uden at hun oplyses herom og uden en efterfølgende skriftlig partshøring. G kender ikke sine rettigheder og tør ikke sige andet end, at hun er enig med rehabiliteringsteamet.

Jobcentret træffer derpå afgørelse, og G raskmeldes – for kun få dage senere at blive omvisiteret til aktivitetsparat. Hun er alligevel for syg til at arbejde på almindelige vilkår – på de præcise samme oplysninger, der fik hende raskmeldt.

G kommer i en ny praktik. I et supermarked i parfumeafdelingen seks timer om ugen, selvom hun har parfumeallergi. Skånehensynene opfyldes ikke. Arbejdsgiver sender i frustration klager til jobcentret, fordi G kræver mere hjælp end aftalt.

G ender med at få forværret sit helbred og stopper før tid.

Men fagkoordinater vurderer, at G skal tilbydes en ny praktik – hun er stadig ikke i nærheden af en førtidspension, må hun forstå.

Den 5. februar sender jeg på vegne af G en borgmesterklage på 18 sider. Klagen sendes ligeledes til Ankestyrelsen.

Tre hverdage senere bliver den besvaret med seks linjer af afdelingslederen fra Kolding Jobcenter. Samme person der tidligere har givet G voksenskældud ifm. beskyldninger om tyveri og som oplyste, at G ville blive raskmeldt til det kommende rehabiliteringsteamsmøde.

Afdelingslederens konklusion på baggrund af klagen: Kommunen har fulgt loven til punkt og prikke, men beklager at G har følt sig dårligt behandlet. Vi bliver derfor inviteret til et møde, hvor vi kan drøfte det videre forløb.

I mellemtiden får vi kontakt til Ankestyrelsen, der også har modtaget borgmesterklagen. De kan ikke handle uden en ny afgørelse, da afgørelsen fra juni 2023 har overskredet de fire ugers klagefrist for længst.

Vi skal derfor anmode Kolding Jobcenter om at genoptage sagen på ulovbestemt grundlag.

Til mødet med jobcentret på baggrund af klagen, fastholder afdelingslederen, at sagsbehandlingen er kørt lige efter bogen. Jeg er naturligvis uenig.

Desuden bliver vores bange anelser bekræftet. Klagen har aldrig været forbi borgmesteren, som den ellers var stilet og sendt til.

Vi må igen klage til borgmesteren. Nu også over afdelingslederens håndtering, som i øvrigt afslutter mødet højlydt med en meget upassende replik henvendt til en kollega; ”vi rører ikke ved syge mennesker”– imens G er på vej ud ad døren.

I en ny klage afkræver vi, at afgørelsen om ophør af ressourceforløb bliver behandlet på ny, som Ankestyrelsen har anbefalet. Desuden afkræver vi, at samtlige klagepunkter bliver ordentligt besvaret.

Denne delvise besvarelse modtager vi inden påske – efter at have rykket utallige gange.

Nu får piben til gengæld en anden lyd.

Jobcentret (ved selvsamme afdelingsleder) vurderer nu, at afgørelsen om ophør af ressourceforløb er ugyldig, fordi man ikke har overholdt loven for partshøring, når der træffes afgørelse, der er til ugunst for borgeren. Og der vil ske berigtigelse af overskriften, “stjålet i praktik”

Det står altså i stærk kontrast til tidligere vurdering, hvor alt tilsyneladende kørte efter bogen.

Vi modtager en skriftlig partshøring ift., at kommunen vil træffe ny afgørelse om ophør af ressourceforløb.

Derudover skal der afholdes rundbordssamtale hos lægen, og efterfølgende vil der blive anmodet om en generel helbredsattest (GHA).

Til rundbordssamtalen, som fandt sted i sidste uge, sidder fagkoordinator, uden fornemmelse for eget kropssprog, og smiler, imens hun fortæller, at de har glædet sig meget og håber, at dagens møde bliver konstruktivt.

”Glæder sig” er nok ikke er det helt rigtige ordvalg i denne her sammenhæng, replicerer jeg, og oplyser, at G har fået ordineret sovemedicin for overhovedet at være klar til mødet.

Lægen spørger hvilke oplysninger jobcentret mangler, da hun synes, at hun i årevis, gennem flere attester, har besvaret, at helbredet er kronisk, behandlingsmulighederne udtømte osv.

Fagkoordinator undskylder med at være sendt som budbringer, og at rehabiliteringsteamet vil have uddybet attester fra 2015, 2017 og 2018 om træning – men som lægen og vi andre kan bekræfte allerede blev besvaret i 2020 og i efterfølgende attester!

Kolding jobcenter leder altså med lys og lygte efter noget, der kan retfærdigøre deres helt ekstreme sagsmishandling af en alvorlig syg kvinde.

Jeg er rasende!

Mødet bliver herefter ophævet, og jeg ”fyrer” sagsbehandleren og fagkoordinatoren på stedet.

Kolding jobcenter har i disse dage travlt med at vaske deres beskidte forråede hænder. Men jeg kan garantere, at de hænder aldrig kan blive rene.

Nu vil jeg i gang med at svare på partshøringen.

Fortsættelse følger.