Nu er året 2020 ved at rinde ud. Mange af os ser frem til et nyt år, der vel kun kan blive bedre end det år, vi siger farvel til…
Det forgangne år har bestemt sat sit aftryk, og vil gå over i historien med den totale nedlukning, vi oplevede i foråret pga. covid-19. Og som nu gentager sig her ved årets afslutning.
Men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget…
Nedlukningen i foråret gav nemlig mange syge – og mine klienter – et tiltrængt pusterum – fra jobcentret.
Rådighedskravet blev suspenderet og de syge var fritaget for møder på jobcentret, praktikker og andre beskæftigelsesrettede tilbud. Det betød, at de havde ro til at være syg, pleje deres helbred og mange oplevede sågar en forbedring af helbredet.
Tankevækkende ikk? Og måske alligevel ikke.
For i år kunne den endelige rapport fra Psykiatrifonden og SIND nemlig fastslå – én gang for alle – at syge bliver mere syge af at være i systemet. Undersøgelsen omhandlede 1400 fagforeningsmedlemmer fordelt over hele landet. Rapporten fastslår blandt andet, at 72 % af de sygemeldte oplever i høj grad eller i nogen grad fysisk eller psykisk ubehag, når de skal til møder på jobcentret.
34 % oplever møder og opfølgningssamtaler på jobcentret forværrer deres helbred. Og hele 60 % har oplevet at føle ydmygelse eller manglende værdighed i deres jobcenterforløb.
Og når forløbet har varet mellem et til to år fordobles dette tal til 25 %. Og efter tre til fem år tredobles det til 33 %.
Men det må vi forstå med de seneste forhandlinger om ressourceforløb, at politikerne ikke kerer sig så meget om.
Det ser måske ud til, at de har handlet – og vi-har-lyttet-til-kritikken-artigt. For nu skal ressourceforløb “kun” vare tre år – med mulighed for forlængelse. Men som flere allerede har nævnt, er der næppe forskel på tre x fem år og fem x tre år…
Udover denne vanvittige vigtige og længe ventet rapport, så blev 2020 også året, hvor jeg fik udgivet min bog, Sådan én er jeg jo ikke. Den er baseret på otte års erfaring med jobcentret. Heraf fire et halvt år som sygemeldt og klient og dernæst tre et halvt år som privatpraktiserende socialrådgiver.
Udover at bogen er en overlevelsesguide for syge og deres pårørende, så kan jeg også, med bogen og min erfaring, bevidne om, at beskæftigelsessystemet ikke er for syge mennesker. Bogen har givet mig den nødvendige autoritet og er blevet den “hammer” jeg kan slå i bordet med.
– at vi ikke længere har et sikkerhedsnet, der griber os, når vi falder.
Alt sammen med fokus på at synliggøre de problemer syge møder i beskæftigelsessystemet.
Derudover er bogen også årsagen til, at jeg har flere vigtige projekter kørende, som jeg håber, at jeg kan løfte sløret for i begyndelsen af 2021.
Når alt dette er sagt, så var min bog og mine budskaber ikke kommet særlig langt uden alle mine kære trofaste følgere – særligt på Facebook, hvor jeg nu har rundet over titusind følgere. At mine følgere er vigtige, skal der ikke herske nogen tvivl om. Og der skal heller ikke være nogen tvivl om, hvad jeg er oppe i mod.
Mange af vores fremtrædende politikere har langt over 50.000 følgere. Jeg er ikke politiker, men jeg har et mål om at trænge igennem “lydmuren” på Christiansborg. Og jeg – og vi er godt på vej. Men jo flere følgere, jo højere kan jeg råbe, og jo bedre kan vi høres.
Jeg vil her til slut også gerne sige stor tak til alle jer, der har været med på “holdet” – og som har bidraget til, at min bogudgivelse overhovedet blev en realitet.
Bogen giver nu også anledning til, at jeg i det nye år igen begynder at holde foredrag. Et helt nyt foredrag, Sådan én er jeg jo ikke – Om at blive sygemeldt, møde systemet og om at rejse sig igen. Bookingerne tikker stille og roligt ind. Og jeg kan sige jer, at jeg glæder mig som et lille barn til at møde jer derude.
Jeg vil gerne rette en særlig tak til de journalister, og medier der i år har bidraget med at oplyse om de mange syges umenneskelige vilkår. Det er svært at få journalisternes interesse for at skrive om dette meget vigtige område. Så en stor TAK til jer der gør!
En stor tak til frontkæmperne i de sociale modstandsbevægelser såsom Jobcentrets ofre og Næstehjælperne og alle de andre grupper og organisationer – for jeres utrættelige kamp, for at blive ved og ikke mindst for at dele mine budskaber.
Også en helt særlig tak til mine sparringspartnere og samarbejdspartnere. Jeg ser enormt meget frem til det videre samarbejde med at få ændret på forholdene for syge – og der er nok at tage fat på.
Til sidst er der vist kun at ønske jer alle et rigtig godt og lykkebringende nytår. Pas godt på jer selv og hinanden.
