Telefonmøder med jobcentret kan koste dig dine sygedagpenge

En kvinde i en mørkegrøn blazer og sorte bukser sidder på en stentrappe foran en stor trædør og ser direkte ind i kameraet; i baggrunden ses søjler og en bygningsfacade.

“Jeg har kun haft møde med min rådgiver over telefonen.”

 

Det lyder jo både nemt og smart.

 

– lige indtil det ikke er det længere.

 

Og derfor dette opslag med en advarsel.

 

Jeg har haft sindssygt travlt de sidste måneder med at redde sygemeldte fra at miste deres sygedagpenge eller deres ressourceforløbsydelse på jobafklaringsforløb.

 

Særligt dem med diagnoser som ADHD, autisme eller personlighedsforstyrrelse har været ramt af raskmeldinger. Men også sygemeldte med andre diagnoser har modtaget afgørelser om, at de mister deres sygedagpenge eller overgår til et jobafklaringsforløb.

 

Og nogen får medhold i klagen.

 

Andre gør ikke – og de må vente op til 12 måneder eller mere på, at sagen bliver afgjort i Ankestyrelsen.

 

Det, der går igen – og som nu får mig til at skrive dette opslag og komme med en advarsel – er, at mange efterhånden kun har telefonsamtaler med deres rådgiver på jobcentret på grund af lempelserne i lovgivningen.

 

Det er tidsbesparende for rådgiveren på jobcentret. Det er også bekvemt for den sygemeldte, der er udfordret på helbredet og derfor ikke behøver at træde ud ad sin hoveddør til et møde – der kun tager fem minutter på telefonen.

 

Men jeg ser konsekvenserne af lempelserne.

 

Og de sygemeldte mærker dem i kroner og øre – og dertil en forværring af deres helbred i form af stress.

 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at et telefonmøde stadig er et opfølgningsmøde. Det indgår som en del af sagsbehandlingen og kan få betydning for de afgørelser, kommunen træffer.

 

Problemet er ikke alene telefonmøderne – men at de oftest afholdes, uden at den sygemeldte bliver oplyst om retten til at have en bisidder med.

 

Det er i øvrigt en garantiforskrift. Og skal sikre den sygemeldtes retssikkerhed under sagens behandling.

 

Men jeg har nu set i utallige sager, at jobcentret indkalder pr. brev til et telefonmøde som opfølgning på sagen – men helt uden at informere om retten til at have en bisidder med til telefonmødet.

 

Det er et brud på kommunens vejledningspligt og god forvaltningsskik, hvis kommunen ikke oplyser om retten til en bisidder.

 

Men omvendt er det også min oplevelse, at nogen har tænkt, at der ikke var grund til at involvere deres ægtefælle, kæreste eller veninde som bisidder – og da slet ikke en professionel bisidder til måske over 1.000 kr. for et telefonmøde, der jo bare lige kan ordnes på fem minutter.

 

Men igen – et møde med jobcentret på telefon er et møde som alle andre møder med jobcentret, hvor der både er notat og journaliseringspligt.

 

Og der er en grund til, at et fysisk møde ofte varer længere end fem minutter.

 

Til disse møder er der tid til dialog. Tid til at få nuancerne med. Tid til at vende hver en sten i sagen – særligt hvis man også har en bisidder med. Det giver et langt bedre grundlag for, at sagen bliver korrekt oplyst, inden kommunen træffer afgørelse.

 

Konsekvenserne af disse “uformelle” telefonmøder uden bisiddere er til gengæld, at sagerne bliver dårligt oplyst. Mimik og kropssprog bliver ikke aflæst. Man fik måske ikke talt om alle vigtige dele af sit sygdomsforløb, fordi samtalen gik så hurtigt – og rådgiveren spurgte jo heller ikke, så det var nok heller ikke så vigtigt…

 

Og lige pludselig dukker brevet så op i e-Boks, hvor man oplyses om, at jobcentret slet ikke længere betragter en som uarbejdsdygtig, og derfor bliver sygedagpengene stoppet.

 

Eller jobcentret vurderer, at man ikke opfylder betingelserne for forlængelse af sygedagpenge og derfor overgår til et jobafklaringsforløb på ressourceforløbsydelse.

 

Og her bliver jeg så kontaktet.

 

Når skaden er sket.

 

Hvor sagen er mangelfuldt oplyst. Der er massive huller i sagen.

 

Tilbage sidder man så – helt uforstående, fordi sagsbehandleren virkede jo sød og rar – og føler sig ført bag lyset og kørt over af systemet.

 

Det er dyrt at miste sit forsørgelsesgrundlag, at ende på en væsentligt lavere ydelse og efterfølgende må ud at hyre professionel hjælp – hvis økonomien stadig tillader det.

 

Telefonmøder med jobcentret kan derfor koste dyrt – både hvad angår retssikkerhed og forsørgelsesgrundlag.

 

Derfor: Undlad telefonmøder med jobcentret. Hold dig til fysiske og formelle møder eller videomøder – og altid med en bisidder.

Skal andre læse dette?
Del her

Facebook
Twitter
LinkedIn

Et kærligt indspark

bliv klædt på til din sag

Relaterede indlæg

Et kommuneskift kostede Lis hendes sygedagpenge – en klage gav hende dem tilbage

Mit seneste opslag om kommuner, der raskmelder syge med ADHD, autisme og personlighedsforstyrrelser, har fået næsten en million visninger på Facebook..   Mange har kunne genkende det, jeg beskrev.   Men problemet er ikke kun begrænset til bestemte diagnoser.   Jeg oplever generelt flere sager, hvor sygemeldte bliver vurderet arbejdsdygtige efter sygedagpengelovens § 7 og

Læs mere »

Kommunerne raskmelder syge på stribe – der er gået inflation i at bruge ADHD, autisme og personlighedsforstyrrelse som begrundelse

“Vi betragter din autisme som et livsvilkår.”   “Vi fokuserer udelukkende på din personlighedsforstyrrelse, som er en personlighedsstruktur.”   “Vi henviser til principmeddelelse 28-20.”   Kommunerne skal i forbindelse med den nye reform finde betydelige besparelser. Det er derfor også påfaldende, at antallet af raskmeldinger af syge efter min opfattelse ser ud til at stige.

Læs mere »

Deltag i debatten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top