I november 2016 indgik min mand og jeg en aftale med Aalborg Kommune om, at jeg skulle ansættes som privat socialrådgiver i min mands virksomhed – med tiltrædelse 1. januar 2017.
Dengang med en effektiv arbejdsevne på fem timer om ugen.
Jeg havde på det tidspunkt været ledig på fleksjobordning siden februar 2015, og var mildest talt dybt frustreret over ikke at kunne finde et job.
Men endelig havde jeg udsigt til at vende tilbage til arbejdsmarkedet – dog kun fordi jeg valgte at skabe mit eget og blive hende, jeg selv havde manglet under mit eget jobcenterforløb.
Set i bakspejlet blev det nok også min redning.
Med min ansættelse som privat socialrådgiver blev jeg “sat fri.”
Jeg skulle ikke til flere samtaler på jobcentret. Jeg skulle ikke i flere praktikforløb eller påduttes kursusforløb for at forbedre mine muligheder til at komme i arbejde.
Med ansættelsen fik jeg endelig ro OG tid til at udvikle mig. Ikke mindst min arbejdsevne (som ærligt talt kun var blevet det modsatte under mit jobcenterforløb).
Og så er jeg hele vejen igennem de sidste 8 år blevet vist tillid af Aalborg kommune – som også står i pænt meget kontrast til det forløb, man kan læse om i min bog, Sådan én er jeg jo ikke.
De første år måtte jeg lære at acceptere situationen. Være i det. Samtidig med at blive i en tro på, at jeg kunne få det bedre og klare mere, i de rammer jeg havde fået med ordningen.
I 2019 blev mine timer for første gang skruet op, og det er sket gradvist lige siden. Altid på mit eget ønske og initiativ.
I 2021 fik jeg mod på at tage en ny uddannelse. På eget initiativ. På eget ønske. Og ja, jeg betalte også selv.
Alt hvad jeg har foretaget mig, har ALTID været i et samarbejde med jobcentret.
“Udslusningsordningen” blev for alvor igangsat sidste år i september, men med artiklen i Avisen Danmark samme måned måtte jeg træde på bremsen. Og i stedet for at gå op på 18 timer, gik jeg ned på 12 – året ud.
Først i januar 2024 havde jeg modet på at fortsætte “udslusningen.” Det var også med glæde i stemmen, at jeg til mødet med beskæftigelsesministeren den samme måned kunne fortælle, at jeg var et andet sted i livet, end da hun mødte mig i 2017. Selvom jeg havde håbet på at kunne fortælle hende, at jeg slet ikke havde brug for ordningen længere.
Avisen Danmarks artikel har med andre ord forsinket processen med et helt år.
Og nu har jeg så indgået en ny aftale med Aalborg Kommune.
Således meddelte jeg nemlig kommunen i sidste uge, at jeg ønsker at udtræde fleksjobordningen med udgangen af 2024.
Jeg høster hermed frugten af, at jeg fik ro, tid og blev vist tillid.
Den 1. januar 2025 overgår jeg til at blive selvstændig.
Og jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvor stort det er for mig – og hvor angstprovokerende det også er.
Jeg kæmpede i over to år for overhovedet at komme på fleksjobordningen.
Jeg ser dagligt mine medmennesker kæmpe for det samme, men som også får ødelagt deres restarbejdsevne og ender med en førtidspension.
Og nu vælger jeg så selv at sige tak for nu og helt træde ud af den – vel vidende at hvis jeg ikke holder til det, så skal jeg igennem jobcenterhelvedet på ny.
I næsten ti år har jeg mærket velfærdssamfundet sikkerhedsnet – af hjertet tak. Jeg skulle kæmpe hårdt for at få den, men i dag kan jeg klare mig selv.
Men.
Min historie skal ikke bruges til at slå andre i hovedet med: “Se på Marianne, så kan du også.”
NEJ.
Langt fra alle kan komme tilbage, som jeg gør nu. Og det er også ok.
Lad i stedet min historie inspirere politikerne til at give sygdomsramte mere ro, tid og tillid. For vi vil faktisk gerne klare os selv, når vi kan.
I ønskes alle en dejlig weekend.
/Marianne Stein
