Det lader til at være kommunens filosofi; går den, så går den.
Måske nogen husker historien for nogle år siden, om hvordan Vordingborg kommune raskmeldte min daværende klient Birgitte. Det groteske var ikke alene, at de raskmeldte en meget sygdomsramt borger, men også fordi AES, på de præcise samme oplysninger, havde vurderet arbejdsevnen nedsat med 95 pct.
Birgitte medvirkede også i TV2 dokumentaren, Håbløst arbejde.
Og nå ja, Ankestyrelsen omgjorde senere kommunens afgørelse om sygedagpenge, og hun fik desuden førtidspension efterfølgende.
Her gik den altså ikke.
Men det har Vordingborg kommune bestemt ikke taget ved lære af, for nu er det så Kit, der mærker kommunens kynisme.
Vordingborg jobcenter vælger endnu engang at skøjte hen over forlængelsesmulighederne, for blot at tage stilling til om Kit er arbejdsdygtig eller ej.
Kommunens vurdering er, at Kit ikke længere er uarbejdsdygtig.
Dette til trods for at hun har to speciallægeerklæringer, der siger, at hun har fibromyalgi – uden mulighed for helbredelse – og at den er progressiv.
Dvs. det går kun én vej. Forværring.
Derudover siger lægeattesterne, at der er overensstemmelse mellem symptomer og funktionsniveau, og at hun ikke kan vende tilbage til sin 25 timers stilling – som i øvrigt har været Kits forsøg på at blive på arbejdsmarkedet ved at gå ned i tid.
Faktisk har hun forsøgt at holde fast i arbejdsmarkedet med næb og kløer. Men det er ikke sket uden store omkostninger for Kits helbred og på hjemmefronten, hvor flere og flere gøremål må klares af hendes mand.
De 25 timer er derfor heller ikke længere realistisk.
Men Vordingborg kommune er fuldstændig ligeglad. Både med hvad Kit selv fortæller – dog ikke med det de har valgt at bruge imod hende – og hvad lægerne skriver.
Hvor lægerne mener, at der er overensstemmelse mellem diagnose og funktionsniveau. Så læser kommunen, at der er en diskrepans.
Og selvom praktiserende læge og speciallæge opfordrer til arbejdsprøvning for at finde frem til rette arbejdsevne, siger Vordingborg kommune, at det er kun dem, der vurderer om arbejdsevnen skal afklares.
Kommunen afviser også lægernes skøn og vurdering om, at arbejdsevnen er på cirka 15 timer om ugen… for det er kun jobcentret, der kan og må vurdere dette – ved fx en virksomhedspraktik.
Men som jobcentret altså heller ikke har planer om at igangsætte.
Derudover har de (mis)brugt samtlige journalnotater fra opfølgningsmøderne som begrundelse for afgørelsen, og tager således Kits ord ud af kontekst – for at få deres egen konklusion til at passe.
Faktum er, at der ikke ligger dokumentation i sagen om, at Kit kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet på ordinære vilkår med skånehensyn. Tværtimod.
I nuværende praktik (uden afklarende formål) startede Kit på 12 timer, men er gået ned på 9 – og hun er presset.
Med kommunens afgørelse står Kit uden forsørgelsesgrundlag den 8. november og må søge kontanthjælp eller forsørges af sin mand.
Jeg har på vegne af Kit klaget over afgørelsen.
Vi sætter nu vores lid til, at Ankestyrelsen kommer til et andet resultat – på samme vis, som det skete i min tidligere klients sag.
Men der kan gå over et halvt år med behandlingen i Ankestyrelsen…
Hvornår indser politikerne, at sygdomsramte skal ud af jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen?
/ Marianne Stein