Privat Socialrådgiver
Få kontrollen tilbage
Sygdom eller personskade kan medføre kontroltab – og mødet med jobcentret er ingen undtagelse.
Jobcentret kan være svært og uoverskueligt at navigere i og stiller også mange rigide krav til dig. Det kan skabe frustration, usikkerhed og bekymringer – og en oplevelse af umyndiggørelse. Og det kan få konsekvenser for dit forsørgelsesgrundlag, hvis du siger nej eller svarer forkert.
Med professionel hjælp sikrer du dig de bedste muligheder og tager kontrollen over dit liv tilbage.
Som privatpraktiserende socialrådgiver klæder jeg dig godt på efter hjælp-til-selvhjælps-princippet – uden at gå på kompromis med kvalitet eller faglighed.
Jeg kan bistå dig med coaching og vejledning inden dit møde med jobcentret, og hvis du ønsker det, kan jeg også gå med dig til mødet og være med til at sikre, at alt forløber, som det skal.
Når jeg bistår dig, kan du derfor være tryg i mødet med jobcentret. Du er ikke længere alene.
Jeg vejleder inden for:
- Sygedagpenge
- Jobafklaringsforløb
- Ressourceforløb
- Virksomhedspraktik
- Fleksjob
- Førtidspension
- Klageskrivelser
- OBS – Jeg vejleder ikke om økonomisk spekulation – heller ikke ift. privat forsikringer/pensionsordninger.
HVORFOR vælge mig?
Udover at jeg har over syv års erfaring som privatpraktiserende socialrådgiver, så har jeg også selv oplevet systemet fra den anden side af bordet efter en ulykke.
Jeg har et godt kendskab til forvaltningsprocedurer qua min faglighed og erfaringer, og jeg har indsigt i, hvad det vil sige at være i en sårbar situation, miste fodfæste i livet – og have brug for at række ud efter hjælp.
I alt det utrygge, man pludselig oplever med sygdom og systemkrav, skaber det til gengæld tryghed at være klædt godt på til mødet med jobcentret.
Derfor gennemgår jeg først og fremmest din sag. Herefter afholder vi et formøde på baggrund af dine sagsakter. Vi tager en dialog og en forventningsafstemning om, hvad der er dine ønsker, og hvad du har af muligheder, samt hvad dit mål skal være.
Det skaber tryghed – en tryghed, der skal være bærende for et godt og konstruktivt forløb og for at opnå de bedste resultater.
Jeg gør en dyd ud af at klæde min klient bedst muligt på til mødet med forvaltningen. For din sag er også min sag.
bemærk
- Du skal selv anmode om dine sagsakter fra kommunen.
- Hverken partsrepræsentant eller bisidder kan træffe afgørelse eller omgøre en afgørelse – dette er en myndighedsopgave.
- Jeg vejleder alene ud fra dine helbredsoplysninger/dokumenter i din jobcentersag, og på baggrund af hvad du har ret til juridisk set ifm. din sag i jobcentret – og ikke ud fra hvad der øknomisk bedst kan betale sig og ej heller ud fra dine forsikringsaftaler.
- Du må gerne optage samtaler på jobcentret, hvor du selv deltager. Du er ligeledes velkommen til at optage den vejledning, jeg yder til dig. Af principielle årsager og pga. GDPR optager jeg aldrig samtaler på jobcentret.