Marianne Stein får den største anbefaling herfra. Marianne hjalp mig med mine muligheder i forhold til at sige stop til jobcenteret.
Efter at have været delvist sygemeldt i 1,5 år med whiplash efter en ulykke i juli 2020 læste jeg om Mariannes foredrag ved HK Nordjylland.
Ved foredraget ”Sådan en er jeg jo ikke” i marts 2022 fortalte Marianne Stein om hendes møde med jobcenteret, da hun var sygemeldt og hvordan hun kom til at stå uden indtægt i mange måneder fordi systemet fejlede. Der tænkte jeg bare, den situation skal jeg bare ikke stå i, for det ville betyde at vi skulle sælge vores hus, som vi lige før min ulykke havde købt og renoveret.
Før foredraget havde jeg læst Mariannes bog som virkelig gav mig indblik i, at man er nødt til at tage sin sag lidt i egen hånd så man ikke bliver ”kørt over” af jobcenteret.
Marianne Stein fortalte om fastholdelses flexjob (som jeg aldrig havde hørt om før) og da jeg jo var heldig stadig at have mit job, tænkte jeg bare at det var vejen frem for mig.
Jeg bookede en samtale med Marianne, hvor vi talte min sag igennem og om hun mente at kunne hjælpe mig. Marianne mente helt klart også at et fastholdelses flexjob var fremtiden for mig.
Efter at hun havde læst mine sagsakter igennem, tog jeg Marianne med til næste møde på jobcenteret, hvor jeg fik sagt til min sagsbehandler, at jeg ikke kunne klare de nuværende 22 timer og jeg ville være nødt til at gå ned på 18 timer igen. Marianne var med som bisidder og hun kender jo alle paragraffer og love og stillede en masse spørgsmål (mange ting som jeg overhovedet ikke ved noget om) og fik gjort sagsbehandleren klar over hvilken vej jeg ønskede at gå.
Efter det møde gik alting bare stærkt. Marianne Stein hjalp mig med at få udfyldt min rehabiliteringsplan og få lavet en funktionsbeskrivelse. Disse blev sendt til jobcenteret og kort tid efter, blev jeg indkaldt til rehabiliteringsmøde, hvor der ville blive taget stilling til om jeg kunne få et fastholdelsesflexjob.
Den 16. juni 2022 fik jeg tilkendt fastholdelses flexjob på 18 timer og nu her en måned efter sidder jeg bare og tænker at dette ville aldrig være sket så hurtigt, hvis ikke det var for den hjælp jeg fik af Marianne Stein. Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg læste om hendes foredrag og for at jeg derefter kontakte Marianne for at få hjælp til min sag.
Dorte
Flexjobber