Om Marianne Stein

Faglig baggrund

Marianne Stein, født 1978, er socialrådgiver, debattør, forfatter, foredragsholder og journalist. 


Uddannelse og erhvervserfaring

Marianne Stein er uddannet professionsbachelor som socialrådgiver på Aalborg Universitet i 2008.


Efter endt uddannelse blev hun ansat som socialrådgiver i en børne- og familieafdeling i Aalborg Kommune frem til udgangen af 2013. Hun har derudover arbejdet med rådgivning og samtaleforløb i Mødrehjælpen.

 

I 2016-17 tog hun efteruddannelser i psykologi og i socialjura inden for beskæftigelsesområdet. 


I 2023 har hun færdiggjort diplomuddannelsen i fagjournalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 


Marianne Stein debatterer jævnligt i medierne om beskæftigelsesområdet, og i 2020 udkom hun med bogen Sådan én er jeg jo ikke


Marianne Stein har siden 2017 været ansat som privatpraktiserende socialrådgiver hos Stein Consulting. 

Marianne Stein

privatpraktiserende socialrådgiver

Fra myndighedsrådgiver til privatpraktiserende socialrådgiver

I 2012 blev jeg påkørt to gange inden for fire måneder og blev langtidssygemeldt med skader efter piskesmæld. Jeg kom med andre ord på den anden side af bordet.

 

Med mit kendskab til systemet, min erfaring og ikke mindst faglighed tog jeg sagen i egen hånd som socialrådgiver og virksomhedskonsulent. Jeg fik bevilget fleksjob to et halvt år efter ulykken.

 

Det har været en stor øjenåbner for mig at opleve systemet fra den anden side af bordet. Men min egen rejse har ikke været forgæves, for i dag er jeg den, jeg selv stod og manglede i 2013-2016.

 

Jeg mener derfor også, at jeg har de bedste forudsætninger for at hjælpe netop dig igennem jobcentrets til tider meget snørklede veje. Først og fremmest ud fra min faglighed, men bestemt også fordi jeg har gået vejen selv og mærket systemet på egen krop.

 

Jeg har oplevet at blive mere syg af systemet, at min arbejdsevne nærmere blev afviklet end udviklet. At det i høj grad handlede om at have Den Gule Førertrøje på for at komme igennem. 

Efter at jeg fik bevilget fleksjob i 2015 med kun fire timers arbejdsevne, stod det også hurtigt klart for mig, at det var meget svært at få et job.

 

Det lykkedes mig at få en praktikplads hos Mødrehjælpen som socialrådgiver i deres rådgivningsfunktion.

 

I Mødrehjælpen blev jeg meget optaget af de mange, særligt kvinder, der var fastlåst i systemet på kontanthjælp og med svære og komplekse helbredsproblemer eller andre problemstillinger.

"Jeg mener ikke, at man som syg skal sidde fast på kontanthjælp. Det er bare ikke godt nok!”

Det blev til en længerevarende praktikperiode, og efterfølgende fortsatte jeg som frivillig indtil min ansættelse i Stein Consulting i januar 2017.

 

Jeg kæmper i dag for, at syge kommer mere skånsomt og humant igennem jobcentret – som hele mennesker – via mit arbejde som privatpraktiserende socialrådgiver, debattør og foredragsholder. 

Et kærligt indspark

Bliv klædt på til din sag.
Scroll to Top