ER DEM MED EN USYNLIG LIDELSE BARE SNYLTERE OG BEDRAGER…

I denne uge har DR sat fokus på det at have en usynlig lidelse – samt fokus på forsikringsselskaber der ikke vil udbetale erstatninger. To meget vigtige emner, som jeg i den grad kan relatere mig til. Tak for sætte fokus på det.

I dag er det nemlig syv år siden jeg blev påkørt. En påkørsel som gav mig et piskesmæld og senfølger. Jeg fik en usynlig og kronisk lidelse.

Jeg blev langtidssygemeldt, og jeg mistede mit job som myndighedsrådgiver i en børne -og familieafdeling.

Jeg kom til at føle på egen krop, hvad det vil sige at have brug for hjælp fra systemet. En hjælp som jeg skulle kæmpe en kamp for at få.

Jeg oplevede, at kommunen raskmeldte mig og henviste mig til kontanthjælp – som jeg ikke var berettiget til, da jeg var gift.

Således måtte min mand forsørge mig i 14 måneder.

Efter to et halvt års kamp blev jeg bevilliget fleksjob.

I de år var jeg blevet målt og vejet i alle mulige former for læge og psykolog-attester og speciallægeerklæringer og praktikker. Altsammen dokumenterede min nedsatte arbejdsevne på baggrund af påkørslen.

Alligevel var det ikke nok til at overbevise skadevolders forsikringsselskab om, at ulykken havde givet mig varig mén, tab af erhvervsevne og tabt arbejdsfortjeneste.

Sagen har derfor adskillige gange været til vurdering hos arbejdsmarkedets erhvervssikring (AES) og Retslægerådet. Alle gange med samme resultat til min fordel. Og igen, igen afviste skadevolders forsikringsselskab, at der var en årsagssammenhæng for mine skader og ulykken.

Sådan har sagen kørt frem og tilbage i årevis, og vi nærmede os derfor en retssag.

Jeg er ikke i tvivl om, at de sidste to et halvt år har “skadet” min sag. – At jeg valgte at blive en offentlig kendt socialrådgiver.

For med de billeder på min hjemmeside og Facebook, så kunne jeg da arbejde væsentlig mere….mente forsikringsselskabet

For med de mange blogindlæg kunne jeg da arbejde mere…. mente forsikringsselskabet

For med så hårdt et arbejde som bisidder kunne jeg da arbejde mere…. mente forsikringsselskabet

Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville blive målt og vejet på min færden her på de sociale medier – både af kommunen og forsikringsselskabet.

Men jeg tog et valg.

Jeg ville ikke lade mig begrænse, selvom jeg er begrænset. Jeg ville heller ikke lade en kronisk, usynlig lidelse og fleksjob definere mig.

Jeg har givet alt, hvad jeg har i mig, for at være her i livet, hvor jeg er i dag. Det har saftsuseme været hårdt! Men jeg er også pisse stolt af det, jeg har opnået indtil nu på trods af nedsat arbejdsevne.

Men indimellem kan jeg også rammes af tristheden over, hvor jeg KUNNE have været i min karriere og arbejdsliv, HVIS jeg havde haft min fulde arbejdsevne…

De sidste måneder har min forsikringssag været spidset til. Nu måtte der komme en afklaring og blive sat et punktum.

Jeg har siden 2015 haft alle beviser og dokumentation for, at påkørslen havde påvirket mig i en grad, så jeg ikke længere kunne varetage et arbejde på almindelige vilkår. Forsikringsselskabet havde ingen beviser for det modsatte. Men alligevel kunne de få lov at blive ved.

I de syv år der nu er gået, har skadevolder på intet tidspunkt skulle stå til ansvar for hensynsløs kørsel ( at sms’e under kørsel, uopmærksomhed og påkørsel). Faktisk har vedkommende ingen anelse om, hvad den påkørsel fik af konsekvenser.

Det var mig som blev påkørt, mig som fik en skade, mig som mistede mit job, mig som endte med et fleksjob og en kronisk lidelse. Alligevel var det til sidst min oplevelse, at det var MIG, som sad på anklagebænken alene af den grund, at jeg krævede økonomisk kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, varige mén samt tab af erhvervsevne.

I denne her uge, syv år efter ulykken, og efter seks års tovtrækkeri med forsikringsselskabet måtte retfærdigheden alligevel sejre. Der blev indgået et forlig.
Jeg kan nu endelig sætte et STORT punktum for min sag.

Men GUD hvor bliver jeg trist over, hvor meget der skal kæmpes. Det vidner min egen sag om, men i særdeleshed også i programmet, KONTANT forleden. At se hvordan mennesker med alvorlig personskade skal kæmpe for deres ret, og hvor dårlig de er blevet behandlet hvad angår speciallægeerklæringer. Det gør mig vred!

Udsendelsen havde kun fokus på forsikringsselskabet. Vi ved derfor intet om, hvordan de mennesker også har skulle kæmpe – eller stadig kæmper med deres kommune for at blive afklaret til arbejdsmarkedet, fleks eller førtidspension.

Det gør mig SÅ trist, at vi har fået skabt et samfund bygget på mistillid. At når man beder om hjælp og kompensation, så bliver man mødt med mistro – og betragtet som en snylter, løgner og bedrager.

Men det er desværre ikke kun et problem ude i kommunerne og hos forsikringsselskaberne. Det er i den grad også en holdning, der hersker ude i den danske befolkning.
For det, som ikke kan måles og vejes – og ses med det blotte øje, må jo bare være løgn og bedrag.

Det kan vi som samfund på ingen måde være bekendt.

Jeg har nu skrevet en bog om mit møde med systemet, og om vejen til der hvor jeg er i dag. Sikke en rejse!

På mandag skal jeg mødes med et forlag, og jeg glæder mig helt vanvittigt til alt det spændende, der venter derude.

Rigtig god weekend.

Kærligst
Marianne Stein